Historien om Cytoki Pharma begynder i 2019, hvor Rasmus Jørgensen, daværende forskningsleder i Novo Nordisk, opdagede muligheder ved et protein i andre indikationer end diabetes. Et protein, der forventes at kunne forbedre behandlingen af inflammatorisk tarmsygdom. Novo Nordisk var ikke selv interesseret i at udvikle projektet, men Rasmus Jørgensen troede på det, og fik lov til at arbejde videre med det, i selvstændigt regi. Han stiftede derfor biotekfirmaet Cytoki Pharma med henblik på at forske i, udvikle og kommercialisere sin opdagelse.
I forbindelse med en forestående kapitalrejsning, og et ønske om at udvide netværket af samarbejdspartnere, bad Cytoki Pharma mig om at udvikle visuel identitet og hjemmeside til selskabet. Jeg arbejdede på et navnetræk, som på en simpel og distinkt måde kunne visualisere historien om et manglende og livsvigtigt protein. Ved at fremhæve den første del af ordet – ‘Cyto’, som betyder celle, og dekonstruere bogstavet ‘K’, fik jeg lagt en historie og en visuel snubletråd ind i navnetrækket, som folk husker. Jeg udviklede efterfølgende en række anatomiske illustrationer, som bl.a. optræder på den nye hjemmeside.