Lundbeckfonden uddeler årligt over 500 mio. kr. til danskbaseret, sundhedsvidenskabelig forskning primært med fokus på hjernen. Herunder verdens største neurovidenskabelige forskningspris på over €1 mio, The Brain Prize. Det var Grete Lundbeck, enke efter medicinalvirksomheden Lundbecks grundlægger Hans Lundbeck, der i 1954 etablerede Lundbeckfonden. Som erhvervsdrivende fond er en væsentlig del af Lundbeckfondens formue i dag investeret i store virksomheder som Lundbeck, ALK og Falck, men også i internationale life science selskaber og i biotekselskaber, der bygger på dansk forskning.
Mit samarbejde med Lundbeckfonden begyndte i 2006. Jeg designede fondens årsregnskaber, og forholdsvis hurtigt arbejdede jeg med hele fondens designlinje og visuelle kommunikation. Jeg udviklede alt fra papirlinje og skiltning til ny hjemmeside.
I forbindelse med organisatoriske ændringer, fik jeg i 2016 til opdrag at udvikle en ny visuel identitet samt at designe og lancere en ny hjemmeside. I skitsefasen arbejdede jeg primært med at visualisere en grafisk struktur og et grid. En illustration som lægger op til flere fortolkningsmuligheder. Dels referencer illustrationen til hjernen og hjerneforskning, men den kan også fortolkes som kommunikationsveje og et flow af forskningsmidler. Resultatet blev et stramt og grafisk mærke komplementeret af et navnetræk. Et samlet logo med muligheder for at sammensætte, fremhæve og nedtone elementerne alt efter medie. Det nye designprogram blev efterfølgende implementeret i fondens nye digitale univers.